Da min verden væltede

Da min verden væltede

 

Som 26 årig (oktober 2017) blev jeg ramt, af hvad der føles som en stor bus – en kæmpe dobbeltdækker.

Efter to ugers ustyrlig krop, sagde lægen SCLEROSE. Min første tanke var nej, der har du taget fejl, jeg vil have en anden læge, det er jo ikke engang en sjov joke.. LORTE LÆGE

MR-scanningen lavede desværre ikke sjov, ligesom lægen jo heller ikke gjorde. Der var dog små 2 % chance for, at det kunne være noget andet, de manglede stadig at tage nogle prøver.

Ærligt, jeg vidste intet om Sclerose. Jeg troede, at jeg indenfor 1-2 år ville ende i en kørestol, ikke have nogen funktionsevne, selvstændighed eller muligheder tilbage.. omtrent min største frygt, der skulle blive til virkelighed..

Nu kom ventetiden, det blev til en måned i den største følelsesmæssige rutsjebane, jeg nogensinde kunne forestille mig.

30 % af tiden var jeg i benægtelse og håbede inderligt på, at de to skrøbelige procent lægen gav mig, var en ikke kronisk, ikke farlig sygdom der snart ville forsvinde.

30 % af tiden var jeg handlings orienteret, jeg lagde planer om fremtiden, børn og arbejde i samarbejde med min kæreste. ALT skulle have en løsning, vi skulle have en plan, en A, B og C plan! Jeg gav op, det ikke kan lade sig gøre, for hverken jeg eller lægerne ved hvordan sygdommen udvikler sig.. MEN jeg fandt ud af, at sygdommen slet ikke er så farlig, som jeg troede – og det var en hjælp.

15 % af tiden gik med at være bange – bange for fremtiden.. Det er umuligt at sikre sig, mod en uvis fremtid. Jeg er stadig bange – helt vildt bange men jeg kæmper for at nyde nuet og alle de skønne ting og mennesker omkring mig. Jeg undgår de dårlige Sclerose fortællinger: men suger alle de gode til mig!

15 % af tiden og nok de sværeste for mig har jeg brugt på, at accepterer at jeg ikke kan spå om fremtiden, min sygdom eller min omgangskreds. Som person er jeg meget systematisk, nok lidt af en kontrolfreak, og denne her sygdom, har jeg absolut ingen kontrol over og det piner mig.

10 % af tiden var jeg opgivende, tudende og helt umulig at tale til fornuft. Jeg græd over ting, jeg ikke kunne, fordi mine hænder ikke ville samarbejde. Jeg følte, at jeg pålagde familie og min kæreste en masse smerte og besvær, som jeg ikke ville byde nogen. Jeg sagde til min kæreste, at hvis han gik fra mig, var det okay, for jeg var jo ikke værd at leve med. (Og NEJ sådan skal det ikke være! Hvilket han så fint fik banket ind i mit hoved.)

I dag sidder jeg og har fået svar på alle prøver og test, jeps.. Jeg har Sclerose, skide træls at lægen ikke jokede og sagde: ‘du trænger bare til en ferie sydpå..’  Men nu har jeg noget at forholde mig til, for jeg har endelig fået et svar. Jeg mærker ikke sygdommen lige nu, dog har jeg fået følgesygdommen, Lhermittes tegn, som er en træls ting: men det kan jeg delvist kontrollere og forsvinder forhåbentlig igen.

Jeg har besluttet mig for, at Sclerosen ikke skal have kontrol over mit liv. Jeg vil leve, ligesom jeg havde planlagt, inden jeg blev syg.. måske er alt fremskudt en smule, fordi jeg vil nå det hele, i tilfælde af, jeg skulle blive meget dårlig en dag. Men det er jeg helt okay med.

Det føles som om mit liv, har været en tur i en centrifuge. Alt er vendt op og ned, alligevel har jeg fået nogenlunde balance i mit liv igen. Jeg har stadig dage, hvor jeg er ulykkelig, bange og har lyst til at smide håndklædet i ringen. Men primært har jeg gode dage, som jeg kæmper og lever for. Jeg er startet på arbejde igen – fuldtid og tænk engang jeg er hammer stolt – træt men absolut mest lykkelig over at være tilbage i en normal hverdag.

- Lykke Tapdrup

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Da min verden væltede