Et godt bagland

Hypnoterapi


For tiden er tanken om at have Sclerose værre end selve sygdommen, det er selvfølgelig en god ting – men også utrolig hårdt psykisk.

Da jeg fik diagnosen, var jeg igennem en masse reaktionsfaser – læs her. Heldigvis var en af faserne – HANDLING.
Det endte hurtigt med, at jeg startede i behandling, for den psykiske del af min sygdom.

Jeg er så ufattelig heldig, at et af mine nærmeste familiemedlemmer er Hypnoterapeut, og endda en rigtig dygtig en af slagsen.

Da jeg startede ved Susan, var jeg meget skeptisk – sådan noget hokus pokus, det er bare ikke lige mig.
Men jeg var nok det folk vil kalde desperat og villig til at prøve alt, for at få lidt ro på inde i hovedet.

Susan er en rigtig sød og forstående person med den mest beroligende stemme og så er hun let at få tillid til, hvilket for mig er en vigtig del af et sådant samarbejde.

Vi havde en masse gode samtaler, mange var meget private og havde slet ikke noget med selve sygdommen at gøre, og så alligevel, vil hun nok sige det havde i sidste ende.
Hun fik mig til at forstå, at jeg er vigtigst for mig selv.
Hvis jeg ikke har mig selv med, så er der ingen Lykke (bogstavelig taget).
Det har hjulpet mig til at give slip på noget, mærke efter og sige fra hvis der er noget, der bliver for meget.

Jeg skal ikke frygte sygdommen, jeg skal derimod arbejde sammen med den.

Derudover lærte hun mig  Selvhypnose og det er nok den del, der hjælper mig mest i hverdagen.
Selvhypnose er nogle forskellige sætninger, man skal sige for sig selv. Sætninger giver på en eller anden mærkelig måde ro og en ’pyt’ følelse, der er helt fantastisk rar.

Mit store problem er, at min hjerne sjældent står stille, den kører på fuld tryk og skaber ofte panik, især omkring sengetid.
De her sætninger, skaber en ro i hele min krop, jeg får en varm følelse af glæde og jeg kan tydelig mærke, at mit humør og overskud er tilbage. Jeg føler mig noget værd.

På det seneste er jeg begyndt at have uro i benene, selvfølgelig ved sengetid…
Størstedelen af disse nætter ligger jeg og bliver mere og mere irriteret. Jeg overvejer, om jeg virkelig behøver de ben, kan jeg ikke bare skære dem af lige ved lysken.
Da jeg nævnte de urolige nætter for Susan, foreslog hun,  at jeg skulle bruge mit Selvhypnose. Min første tanke var, så kan det vist heller ikke mere – det Hypnose halløj.

Men nu har jeg forsøgt mig et par gange, og tro det eller ej, to minutter senere ligger jeg glad og varm og snorker som en anden traktor.

For mig har Susan gjort en kæmpe forskel i min accept af at være syg, min forståelse for mig selv og min fremtidige levevis med denne lorte sygdom.

Så der skal lyde et brag af tak til Susan Bondig, du er en sand mirakelmager

- Lykke Tapdrup

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et godt bagland